READATHON APRIL 2021 - EN LØBENDE OPDATERING

Kl. 13:54: Så er nedtællingen i gang. Om lidt begynder Dewey's 24 Hour Readathon, og jeg har fundet en læsestak på seks bøger frem til det næste døgns læsning. Traditionen tro har jeg tænkt mig at starte i nostalgisk stil med en Gåsehud-bog, denne gang Det Hovedløse Spøgelse af R. L. Stine. Derudover består min stak af: Summerwater af Sarah Moss, Havbogen af Morten A. Strøksnes, novellesamlingen I Nærheden af Peter Hugge, ungdomsbogen Den drukner ej som hænges skal af Aage Brandt og den atmosfærisk smukke October, October af Katya Balen. Jeg håber, I får et dejligt læsedøgn derude :) Jeg har fundet liggestolen frem på altanen og håber vejret holder.

Kl. 17.08: Jeg har fået læst min første bog, Gåsehud-bogen Det Hovedløse Spøgelse af R. L. Stine. Den startede faktisk ægte spændende, men fes lidt ud til slut, men det er altid nostalgisk med Gåsehudbøger :) Jeg er nu cirka halvvejs i min anden bog, Sarah Moss' Summerwater en slags hybrid mellem roman og novellesamling om en flok mennesker i et ferieområde en sommer mens det regner, så de ikke har meget andet at lave end at observere hinanden. Den har indtil videre budt på nogle stærke scener, bl.a. den sjoveste sexscene jeg nogensinde har læst. Jeg har også lyttet lidt til lydbogen Havbogen af Morten A Strøksnes, som er virkelig fin (og godt oplæst!). Bøger færdiglæst: 1. Bøger påbegyndt: 2. Sider læst: 214.

Kl. 22.14: Jeg har færdiglæst Summerwater af Sarah Moss og wow en mavepuster, den var virkelig velskrevet. Hun skriver simpelthen så godt. Den følger forskellige mennesker den samme regnfulde sommerdag i et skotsk ferieområde og den skifter synsvinkel i hvert kapitel. Mere vil jeg ikke afsløre. Jeg har også fået lyttet en del til Havbogen på lydbog, mens jeg har spist og gået tur. Nu vil jeg holde en lille pause og følge med hos jer andre, før jeg begynder min næste bog. Bøger færdiglæst: 2. Bøger påbegyndt: 1. Sider læst: 381.

Kl. 11.23: Jeg er nået halvvejs i novellesamlingen I Nærheden af Peter Hugge. Jeg var desværre syg i nat, så læsningen går lidt langsomt, men jeg morer mig meget med bogen, karaktererne er dejligt skæve og bitre. Jeg har også fået lyttet lidt mere til Havbogen. Jeg håber jeg kan nå at færdiggøre novellesamlingen og også påbegynde October, October af Katya Balen. Men nu må vi se. Bøger færdiglæst: 2. Bøger påbegyndt: 2. Sider læst: 508.

Kl. 14.00: Tak for et forrygende readathon. Jeg fik færdiglæst novellesamlingen I Nærheden, der var sjov og overraskende grum. Det var interessant at læse den lige efter Summerwater, for de havde bestemt fællestræk - begge var multiplotfortællinger i en slags hybrid mellem novellesamling og roman og begge var tragikomiske. Til allersidst nåede jeg lige at begynde på October, October, som tegner virkelig godt. Jeg har dermed det seneste døgn været på besøg i et spøgelseshus, været i et skotsk ferieområde under sommerregn, været i de store dybder ved Lofoten, været i provinsen hvor et postbud får sat en fatal kædereaktion i gang og dybt inde i en oktoberskov. Sidstnævnte kan jeg jo passende gemme til næste readathon. Vi læses ved til oktober :) Bøger læst: 3. Bøger påbegyndt: 2. Sider læst: 697.

Synes godt om

Kommentarer