KLAR TIL READATHON OKTOBER 2019

I weekenden er der Dewey's 24 Hour Readathon, og jeg er med igen og har fundet en kæmpe læsestak frem. Readathonet er et internationalt arrangement, som foregår hver april og oktober, hvor læseglade læser det samme døgn over hele verden. Man afgør selv, hvor meget eller hvor lidt man er med. Jeg plejer for eksempel at sove om natten. I Danmark går døgnet fra lørdag den 26. oktober kl. 14 til søndag den 27. oktober kl. 13. Det slutter allerede kl. 13, fordi vi går til vintertid om natten. Jeg tænker nu lidt at læse helt til kl. 14 :) Det plejer at være ret magisk at være med og fordybe sig i bøgerne samtidig med så mange andre mennesker rundt omkring og dele tanker om sin læsning undervejs. Til så mange timers læsning er det smart med lidt kortere bøger eller novellesamlinger, graphic novels, lydbøger og børnebøger, så jeg har valgt en god blanding. Til dette readathon har jeg særligt valgt gys og uhygge for at komme lidt i Halloween-stemning. Jeg har ingen forventning om at komme gennem hele stakken, men det er rart med lidt at vælge imellem. Det bliver mit sjette readathon denne gang og jeg skriver løbende om læsningen her. Jeg har valgt følgende bøger:

Rats af James Herbert (197 sider) en klassisk gyser om en by, der bliver overtaget af rotter. Mit eksemplar er 40 års-jubilæumsudgaven med forord af Neil Gaiman, det kan kun blive godt.

Til et tidligere readathon startede jeg på børnebogsklassikeren The Wizard of Oz af L. Frank Baum, men jeg må sande, at jeg aldrig fik den læst færdig, så nu må det være! (jeg mangler ca. 60 sider)

Til readathon i oktober plejer jeg altid at læse en bog fra Gåsehud-serien af R. L. Stine og i år bliver ingen undtagelse, jeg har fundet Fugleskræmslernes Nat frem, den ser god og efterårsagtig ud og det er topnostalgisk læsning. (136 sider)

Cassandra Darke af Posy Simmonds (136 sider) er en graphic novel, som er en genfortælling af Charles Dickens’ klassiker Et Juleeventyr, så jeg tænkte den passede godt til at komme lidt tidligt i julestemning. Jeg er vild med Posy Simmonds tegnestil, så jeg glæder mig meget til den, og det bliver sikkert rart med noget visuelt til de sene timer.

Jeg har længe villet læse noget af Sarah Moss, og den korte roman Ghost Wall (152 sider) virker som et godt sted at starte. Jeg ved ikke så meget, andet end at det skulle være en slags feministisk, atmosfærisk spøgelseshistorie om en kvinde og hendes familie, der prøver at leve, som man gjorde i Jernalderen. Det lyder rimelig vildt ...

Jeg har også en enkelt lydbog klar, til når jeg får brug for at strække benene og hvile øjnene. Bogen er Opklaret – drabschefens erindringer af tidligere drabschef Jens Møller Jensen, hvor han fortæller om sit arbejde med efterforskning (jeg mangler ca. 4,5 timer)

Suser min lind, synger min nattergal af Astrid Lindgren (111 sider) en samling af fire af Astrid Lindgrens kortere historier. Den skulle være smuk og sørgmodig.

Ray Bradburys Gys i oktober (187 sider) er en samling af uhyggelige historier om parasitter, skeletter, spejle og hurlumhejhuse. Det bliver næsten ikke mere oplagt til readathon i oktober.

Rejsen til vildmarken af Mary Jane Auch (197 sider) er en børnebog, jeg lånte på skolebiblioteket som barn og blev helt fanget af. Den foregår i begyndelsen af 1800-tallet og følger elleveårige Mem og hendes familie, der rejser gennem USA for at blive nybyggere i New York. Jeg blev vildt nostalgisk, da jeg faldt over bogen antikvarisk og måtte bare eje den. Jeg er spændt på, om den er lige så hyggelig, som jeg husker.

Til et tidligere readathon læste jeg Through the Woods af Emily Carroll (208 sider) en graphic novel eller måske snarere en grafisk novellesamling - fem uhyggelige historier om ting der sker i skovene ... Smuk og grotesk og fortjener helt klart en genlæsning.

Parfumen af Patrick Süskind er jeg i gang med og vil gerne have den læst færdig (jeg mangler ca. 60 sider). Det er historisk fiktion sat i 1700-tallets Frankrig, hvor et parfume-geni sætter sig for at skabe verdens ypperste duft - skabt af døde kvinder. Meget sanselig og meget creepy.

Mindhunter af John E. Douglas er egentlig ikke så oplagt for mig til readathon, for jeg foretrækker meget kortere bøger til maratonlæsning, men jeg er i gang med den og meget optaget af den, så måske jeg bliver fristet til at læse videre (jeg mangler ca. 370 sider). Bogen er et memoir fra Douglas’ oplevelser i FBI’s Serial Crime Unit på den tid, hvor de begyndte forskning i seriemorderes forbrydelser og grundlagde teorierne omkring gerningsmandsprofilering. Vildt spændende. Bogen har inspireret både bogen og filmen Ondskabens øjne og serien MindhunterNetflix.

Synes godt om

Kommentarer